Stor spænding ved U17 Trampolin, inden ungdoms-VM - GymDanmark

Stor spænding ved U17 Trampolin, inden ungdoms-VM

Af Josephine Iversen

DM U17 – Individuel
Benjamin Kjær er storfavorit hos drengene
Drenge-kategorien har hele 38 deltagere, men kun én storfavorit, nemlig den unge springer, Benjamin Kjær på 16 år fra Haslev Trampolin. Han er netop hjemvendt fra sit første World Cup nogensinde, med et flot resultat i baggagen. En stor international konkurrence, hvor han konkurrerede mod de bedste fra hele verdenen, og sluttede som nummer 36 ud af 80. Tidligere på året, ved senior DM, løb Benjamin desuden med sølvmedaljen, kun slået af Danmarks bedste trampolinspringer, Daniel Præst. Der er ingen tvivl om at Benjamin Kjær, indtil videre, er i sit livs form, og er klar til at tage DM U17 med storm.

Køb billetter til WAGC (ungdoms-VM) her

Kamp hos pigerne
I pigerækken er der 20 deltagere, og to er klare favoritter til at kæmpe om guldet. Ved senior DM tidligere på året, blev den flotte titel vundet af juniorspringeren Vanesse Rae Smith på 16 år, fra Haslev trampolin. Netop derfor er der høje forventninger til den talentfulde springer, men hun får stærk konkurrence af den jævnaldrende Sara Lindahl fra samme klub. Sidste år ved DM U17, var det nemlig Sara der vandt over Vanessa. Desuden blev Sara nummer to ved senior DM i 2014.  De to piger skal yde deres bedste for at slå hinanden på lørdag, og derfor bliver det især spændende at følge konkurrencen hos pigerne.

Lokale gymnaster kæmper om medaljerne hos drengene
I den lokale gymnastikforening, Odense, er der især to drenge som er på højt niveau, og som er klar til at kæmpe om medaljerne til DM. Ben Pakes som brækkede 3 ryghvirvler for blot to år siden, og talentet Kristoffer Klingenberg. De træner til dagligt sammen i Odense hvor de også bor.

Ben Pakes er en af de dygtigste lokale gymnaster fra Odense gymnastikforening. Ben går til dagligt i gymnasiet og har kæmpet en utrolig kamp for at nå til der, hvor han er i dag, nemlig foran et DM U17, og senere på året forhåbentlig WAG. Om U17 siger Ben:

-‘Jeg har ikke forventninger om placeringerne til DM, men rent personligt er mit mål at komme i så god form, at jeg kan komme med til ungdoms-VM i til november (WAGC). Jeg skal have styr på begge mine øvelser for at opnå kravet om at komme med’ Lørdag er derfor en dag, som for Ben, handler om noget langt større end ”blot” DM, det er nemlig WAGC der er målet. Ben er ikke kommet let til tingene, 22. december 2013 brækkede han tre ryghvirvler i ryggen, og har siden da døjet med smerter, og kæmpet med at få styrke i ryggen. På trods af flere lægers domme om at han aldrig ville komme til at springe igen, står Ben alligevel med et ungdoms VM for øje lige om lidt. Ben håber på at kunne deltage ved WAGC i Odense, især fordi det er på hjemmebane, og fordi alle hans venner og familie kan komme og kigge med. Én ting er sikkert, Ben er ikke til at slå ud af kurs, han er en ægte fighter og gør alt for at kunne nå sine drømme.

Trampolintalentet Kristoffer Klingenberg er en super energisk sjæl, som altid giver en hånd med, og yderst vellidt i Odense Gymnastikforening. Han er dygtig til trampolin, og er klar til lørdagens DM hvor han vil kæmpe sig frem mod målet, nemlig WAGC på hjemmebane til december. Kristoffer er desuden med i ”projekt 2016”, hvilket gør at han er sikker på en plads til både WAGC i år, og til EM 2016. Til DM U17 har Kristoffer fokus på at gennemføre 20 spring, og også gerne en finale, så han ender med at have lavet 30 spring. Træningen op til DM har været afvekslende, men han føler sig klar til at kæmpe. WAGC i år har en særlig stor betydning for Kristoffer, som siger;

-‘At VM og WAGC er på hjemmebane betyder rigtig meget for mig. En af mine største drømme er at få lov til at springe for Danmark, det får jeg lov til nu, og så er det oven i købet på hjemmebane, det bliver HELT VILDT!’

Om det bliver Ben der slår Kristoffer, eller omvendt, vil konkurrencen på lørdag afgøre. I hvert fald har de to U17-drenge stor kampgejst, og bakker hinanden op i den daglige træning frem mod WAGC.

Læs mere om de danske WAGC og VM-profiler her

DM U17 – Synkron
I synkronkonkurrencen er der klare favoritter hos både pigerne og drengene. De individuelle favoritter, er også dem der bliver satset på i synkron. Hos pigerne springer Vanessa Rae Smith og Sara Lindahl sammen, og de går efter guldet. De to vandt da også selv samme guldmedalje sidste år, og træner til dagligt benhårdt sammen i klubben i Haslev, og på det danske juniorlandshold.

Hos drengene kommer man ikke uden om Benjamin Kjær og Martin Wagner, som udgør et fantastisk talentfuldt synkronpar, og er favoritter til at vinde synkronkonkurrencen. I 2014 vandt de, som synkronmakkere, senior DM i synkron, U17 DM synkron, samt en flot bronzemedalje ved junior EM. De to drenge flyver som to ens silhuetter gennem luften, og på trods af at de ikke træner sammen til dagligt i samme klub, fungerer deres makkerskab rigtig godt.

2015 er året hvor DM U17 bliver lagt lidt på hylden, og øjnene er på WAGC.
Alle har sigtekornet mod WAGC, og alle er indstillede på at bruge det kommende DM som et springbræt, og en god mulighed for at få prøvet deres øvelser af i konkurrence. Alle er fokuserede, og ikke én, tager let på træningen. Det gælder for alle springerene om at komme i topform frem til WAGC, hvor de skal repræsentere de danske farver. Lørdagens konkurrence kommer derfor til at byde på spændte, fokuserede, og seriøse trampolinspringere med ét fællesmål for øje – WAGC 2015 på hjemmebane i Odense.

Tid og sted U17
Sted: Socialpædagogiske Seminariums Sportshal
Tid, program og deltagerliste: Se det her

Følg gymnasternes vej til VM og WAGC her
Hold dig opdateret på de sociale medier, her kommer du helt tæt på gymnasterne og kan boltre dig i billeder og video.

•    Facebook – officielt VM-site
•    Instagram – officielt VM-profil
•    SnapChat – følg de danske profiler wch2015
•    #wch2015, #worldchampionships2015, #gymdanmark #gymelite #visitfyn #thisisodense #sporteventdk #trampolin #tumbling #dmt
•    www.wch2015.dk – officielt website

Mere om VM og WAGC
FIGs VM2015 i trampolin, tumbling og DMT arrangeres af GymDanmark i tæt samarbejde med Udvikling Fyn og Sport Event Denmark. Odense skaber rammerne, gymnasterne dramaet, de frivillige skaber passionen, og publikum den fantastiske stemning.

•    Billetsalg til VM via billetnet
•    VM2015 i trampolin, tumbling og DMT afgøres i hjertet af Danmark i Arena Fyn i Odense, den 26. – 29. november
•    WAGC2015 (World Age Group Competition) for ungdomsårgangene afholdes fra den 3. – 6. december, også i Arena Fyn
•    VM2015 er officiel kvalifikation til OL2016 – læs mere om OL-kvalifikation her
•    Det er danske VM-profiler, regerende verdensmestre og OL-gymnaster, der har sigtekornet rettet mod en VM-medalje
•    VM og WAGC 2015 afholdes med mere end 2.000 topatleter fra mere end 45 lande
•    Det er anden gang i historien, at VM i Trampolin & Tumbling finder sted på dansk jord. Første gang var ved VM i 2001 – ligeledes i Odense