Over 500 gymnaster gav et flot show ved Gymnasternes Dag - GymDanmark

Over 500 gymnaster gav et flot show ved Gymnasternes Dag

Over 500 gymnaster fra 13 foreninger på Sjælland udgjorde et flot gymnastikshow ved Gymnasternes dag. Der var både konkurrence og opvisningshold repræsenteret, og de leverede gymnastik med både rytme, spring, akrobatik og håndredskaber. Hele tre hold fra GF Køge bugt Aspirant Mini, Tweens og junior leverede alle flotte opvisninger med masser af underholdning, spring og rytme. Triple Team fra Hillerød G og IF gav en opvisning med både piger og drenge og ODK Sports Acro  gav et bud på hvad akrobatikken kan af flotte pyramider, opstillinger og momenter – en flot opvisning.

Et af højdepunkterne ved Gymnasternes dag var Art of Circles (hjulgymnastik) fra Ringsted IF Gymnastik, et meget spektakulært indslag, hvor pigerne kravler rundt i og på hjulene. Det er ikke en udbredt disciplin indenfor gymnastik, men meget seværdigt. Opvisningsholdet fra Rødovre gav en opvisning med paraplyer og solskins gule kjoler, mens de to hold fra Herlev Gymnastik (mini og junior) havde valgt at vise deres flotte rytmeserier og lidt spring. Allerslev GF havde to hold med i to forskellige aldersgrupper; rytmepiger fra 7. klasse og piger fra 4. klasse. De ældste piger leverede både serier med redskab og nogle mere danseprægede, mens de små leverede både rytme og spring.

Tre Grand Prix Rytme hold og nogle individuelle RSG konkurrencegymnaster fra Greve Gymnastik og Trampolin viste flotte rytmiske serier med og uden redskab. En flot opvisning med masser af farvestrålende dragter og fin gymnastik. Et andet hold som også stiller op til Grand Prix Rytme konkurrencer i foråret var holdet fra Espergærde IF Team Navona – pigerne viste en serie uden redskab og en smuk serie med vimpel.

Divaerne fra Rishøj viste fine rytmeserier og gav publikum en god oplevelse. De skæve springere fra Benløse gav en opvisning med både piger og drenge og viste nogle spektakulære ting i både spring og rytme. Holdet Showtime fra Karlsunde var på hjemmebane og de leverede god gymnastik med både spring og rytmeserier. KG66 spring viste fine spring og masser af energi og med en afslutningsserie med stor power. KB Elite Køge GF er en flok piger som har lavet gymnastik i mange år, og de viste deres flotte opvisningsprogram frem som var inspireret af Alice i Eventyrland. Det sidste hold på gulvet var Talentholdet Greve, som sluttede af med manér – holdet skal deltage ved den internationale opvisningskonkurrence Gym for Life Challange i Norge til sommer.

Gymnasternes dag fortsætter på Fyn og Jylland – find datoer og program her

Find alle billederne fra dagen her 

Deltagende foreninger
GF Køge bugt
Hillerød G & IF
Gymnastikforeningen ODK
Ringsted IF – GYmnastik
Rødovre og Omegns GF
Allerslev GF
Herlev Gymnastik
Greve Gymnastik og Trampolin
Rishøj IF
Benløse IF – Gymnastik
Espergærde IF
Karlslunde IF- Gymnastik
KG66 Kastrup