Ny aftale med Eurogym om dobbelt minitrampolin - GymDanmark

Ny aftale med Eurogym om dobbelt minitrampolin

GymDanmark og Euro Gymnastic Equipment (Eurogym) har indgået en aftale, som gør det lettere for en forening at starte op med dobbelt minitrampolin (DMT). I aftalen kan én forening leje en Eurotramp DMT til bare 5000 kr. det første år, før de beslutter sig for, om de vil investere i DMT’en.

”Vi er rigtig glade for aftalen, fordi flere får mulighed for at prøve DMT. Tidligere har prisen været en stopklods for mange, men nu bliver det lettere at prøve af,” siger DMT ansvarlig i GymDanmark Anna Kronborg Haar. DMT er stadig ved at vinde de danske gymnasters hjerter og er endnu ikke en selvstændig disciplin i GymDanmark. ”DMT er en fantastisk disciplin, der supplerer både Trampolin, Tumbling og TeamGym rigtig godt”  siger Anna Kronborg Haar.

I Eurogym er de også glade for aftalen. ”Euro Gymnastic Equipment har en passion for at bidrage konstruktivt til de danske gymnastikmiljøer. Dette gør vi for at hjælpe med udbredelsen af gymnastik, og DMT er en voksende gren af gymnastikken,” siger direktør i Eurogym, Jakob Søndergaard. ”Det er helt naturligt for os at indgå en aftale med GymDanmark. Vi har allerede gode samarbejder i gang indenfor Tumbling og TeamGym”.

Besøg EuroGym’s hjemmeside her

Er du interesseret i dobbelt minitrampolin?

Hvis du er interesseret i at lære mere om den nye disciplin, kan du tilmelde dig den næste åbne træningssamling, som er lørdag den 9. februar i Rødovrehallen. Her mødes alle trænere og gymnaster, der træner DMT for at inspirere hinanden og byde nye velkommen. Du kan også holde dig opdateret i DMT-Facebookgruppen, eller på den officielle GymDanmark Facebook-side for Trampolin, Tumbling og DMT.

Mere om aftalen

En forening kan leje en Eurotramp dobbelt minitrampolin til 5000 kr. ex. levering for 12 måneder. Derefter kan foreningen købe trampolinen for restbeløbet eller aflevere trampolinen tilbage til Eurogym. Ved aftale med en forening gøres der opmærksom på, at der er ca. 12-16 ugers leveringstid fra Eurotramp. I første omgang omhandler aftalen 1 Eurotramp DMT.

Hvis du er interesseret i at gøre brug af aftalen, kontakt GymDanmark DMT her dmt@gymdanmark.dk