Nu kan du tilmelde dig Fitness Tryday - GymDanmark

Nu kan du tilmelde dig Fitness Tryday

For tredje år i træk slår Fitness Tryday dørene op flere steder i landet søndag den 28. januar 2018. Tilmeldingen er netop åben, og det kan godt betale sig at være i god tid, fordi man så kan vælge frit mellem alle workshops.

Formålet med Fitness Tryday er at give alle fitnessglade danskere mulighed for at få smagsprøver på forskellige former for fitness. Som en fast del af programmet på alle Fitness Tryday-events kan du opleve yoga og bootcamp, som er funktionel træning med egen kropsvægt. Dertil kommer en række andre workshops, som du kan se på det event, du helst vil deltage i.

“På Fitness Tryday får du en sjov dag med sved på panden og mulighed for at prøve en masse forskellige workshops. Så der er garanti for en aktiv dag, hvor du mærker alt på egen krop og forhåbentlig får lyst til at træne videre i din lokale forening,” siger Line Oredsson, konsulent i Bevæg dig for livet Fitness, den fælles fitnessafdeling for DGI og GymDanmark, der står bag Fitness Tryday.

Fitnessdag for alle

Til Fitness Tryday sammensætter du selv dit program, så du er sikker på at få afprøvet lige netop de workshops, du allerhelst vil. Og på den måde bliver Fitness Tryday for alle.

“Uanset om du er erfaren yogaudøver eller aldrig har prøvet yoga før, så kan du få en oplevelse af at forkæle dig selv med fordybelse, styrke og indre fokus. Og er du til høj-intens træning med fokus på kernestyrke og kondition, er bootcamp lige noget for dig,” siger Line Oredsson og fortsætter:

”Alle sejl er sat til rundt omkring på de lokale events, og uanset om man dyrker fitness eller ej, er her muligheden for at få smagsprøver på mange spændende fitnessaktiviteter og måske kickstarte formen.”

Læs mere og tilmeld dig her