Milimeter fra finaleplads ved Trampolin World Cup - GymDanmark

Milimeter fra finaleplads ved Trampolin World Cup

Christian Andersen, Daniel Præst, Benjamin Kjær, Jacob Schoppe og Helena Mogensen testede formen af, ved årets sidste World Cup, inden de om en måned skal repræsentere Danmark på hjemmebane ved VM i Odense.

Springerne klarede kvalifikationen godt, og var milimeter fra en finaleplads i synkronkonkurrencen. En tilfreds landstræner Bo Tureby siger ‘Vi fik 100% gennemførelse fra de fem danske springere. En delt 10. plads i synkron betød, at vi netop IKKE kom i finalen på en tabt tiebreak, men de individuelle resultater kompenserede en del for den skuffelse’.

Sådan blev resultaterne for VM-profilerne: Daniel nr. 24 (som også leverede ny personlig pointrekord i den obligatoriske øvelse), Christian nr. 30, Benjamin nr. 34 og Schoppe nr. 37 af de 72 herrer. Helena nr. 37 af de 48 damer.

Uheldige Maila Walmod
Danmarks mest rutinerede kvindelige springer Maila Walmod, nåede ikke engang til kvalifikationen. Dagen forinden kom hun uheldigt til skade og missede derfor konkurrencen. Ved en træning landede hun hårdt på fødderne på endemåtten og forstuvede begge fødder. En undersøgelse samme dag viste heldigvis ingen frakturer i fødderne, men dog en lille pause på en uges tid, og derved ingen World Cup deltagelse. Landstræner Bo Tureby vurderer dog, at Maila bliver klar til VM.

Se video fra danskernes øvelser ved World Cup her

Læs alt om VM på hjemmebane og køb din billet her.