Marie Skammelsen nordisk juniormester - GymDanmark

Marie Skammelsen nordisk juniormester

Marie Skammelsen fra KG66 vandt lørdag mangekampen ved junior-NM i Helsinki efter en næsten fejlfri konkurrence, hvor hun opnåede imponerende 50,5 point. Marie kvalificerede sig samtidig til alle fire disciplinfinaler. 

Næstebedste dansker i mangekampen blev Victoria Schilling- ligeledes fra KG66 – på en samlet 14. plads blandt de 28 deltagere.

Det danske hold blev nr. 5 i holdkonkurrencen, der blev vundet af værtsnationen Finland.

De danske junior-herrer var i aktion samme dag som pigerne. Holdet blev nr. 4 i holdkonkurrencen, hvor Sverige vandt. Den bedste dansker i mangekampen blev Christoffer Hallund fra Gefion, som med en samlet score på 71,564 placerede sig som nr. 14 ud af 25.

De nordiske mesterskaber for U14-drenge blev ligeledes afviklet i Helsinki i weekenden. Sebastian Andersen fra AIG Aalborg opnåede den bedste danske placering i mangekampen, hvor han blev nr. 15 ud af de 27 deltagende gymnaster. Det danske U14 hold blev nr. 5 i holdkonkurrencen, der blev vundet af Norge.

Disciplinfinalerne

Ved søndagens disciplinfinaler fik Marie Skammelsen endnu engang vist sit store potentiale ved at vinde guld i både spring over hest og gulv, mens det i barrefinalen blev til bronze.

De danske junior-herrers bedste placering i disciplinfinalerne var en 5. plads i spring over hest til Christian Riisberg fra Gefion. Christoffer Hallund var med i finalerne i gulv og barre, hvor han i begge finaler blev nr. 6.

Ved U14-drengenes disciplinfinaler, der blev afviklet om lørdagen, sikrede Sebastian Andersen endnu en guldmedalje til Danmark, da han vandt finalen i spring over hest. Sebastian sikrede sig ligeledes en bronze-medalje i ringefinalen. Derudover blev Mikki Magnus Olsen fra AIG Aalborg nr. 2 i barrefinalen.  

 

Resultaterne fra Pigernes konkurrence kan ses her

Resultaterne fra drengenes konkurrence kan ses her