Klar, parat, World Games - GymDanmark

Klar, parat, World Games

Fem danske gymnaster repræsenterer GymDanmark ved World Games

Se her hvor du kan følge konkurrencerne

Gymnasterne glæder sig til World Games. Det er ikke konkurrencerne alene der trækker, det er også stemningen og oplevelsen af at være til så stort et internationalt stævne der er med til at gøre oplevelsen så meget større. Læs her hvad gymnasterne og trænerne siger:

 

Tumbling

Odenseanske Anders Wesch var også med ved World Games 2013, hvor han opnåede en 5. plads. Om World Games 2017 siger han: Det er en meget speciel oplevelse, da der kun kommer én med fra hvert land og at der ialt kun er plads til 10 lande. World Games er ikke kun for Tumbling, men også for alle mulige andre sportsgrene så der er vildt mange atleter og det at fedt at være en del af.

For første gang er Danmark også repræsenteret af en kvindelig tumbler, nemlig 18-årige Sara Raunholt Ørskov. Sara glæder sig meget til World Games og siger: Konkurrencerne er helt klart mere intense end fx. VM og EM, men jeg vil gøre mit bedste og glæder mig til at opleve World Games.

Michael Moselund-Hansen, landstræner i Tumbling forudser en svær konkurrence og siger: Jeg håber at både Anders og Sara klarer sig med i finalerne. Ti tumblere fra ti lande er med, og der er således ingen ringe gymnaster med til stævnet. Jeg håber at Anders kommer op og kæmper med om medaljerne. Hvis han lykkedes med sine øvelser og kan holde stilen ren så ligger han bestemt til en topplacering. Men der er tæt i toppen. Til EM var han 0,4 fra medalje, men endte som nr. 5 så de er mange om buddet.

Reglerne ved World Games/Tumbling:

Kvalifikationen består af ti tumblere fra ti forskellige lande, som alle udfører to passes. De otte bedste tumblere kvalificerer sig til finalen hvor point nulstilles, og der udføres to passes igen. Vinderen er den med højeste sammenlagt score, af de to finale-passes. Finalerne afvikles samme dag som kvalifikationen.

  • Sara Raunholt Ørskov skal i konkurrence tirsdag den 25. juli
  • Anders Emil Wesch skal i konkurrence onsdag den 26. juli

 

Trampolin

Trampolinspringer og regerende Danmarksmester Benjamin Salo Kjær fra Haslev TT siger: Selve konkurrencerne bliver nok ikke så meget anderledes end det vi er vant til. Vi ved hvad vi skal og det er selvfølgelig også det som der er vigtigste. Det som er anderledes er, at der er et meget større publikum end vi er vant til, og omgivelserne er helt sikkert også anderledes. Vores mål er at præstere så godt som muligt, vi er kæmpe underdogs i forhold til de øvrige nationer, men vi giver alt hvad vi har og suger alle erfaringer til os. Og så skal vi selvfølgelig ud og heppe på de andre danskere.

Landstræner Anette Dalsten er enig i positionen før konkurrencen og siger: Forventningen er, at Benjamin og Lucas laver deres øvelser på samme niveau, som de har vist i træning de seneste tre uger. Vi er med på et afbud, så for drengene er det en konkurrence, der giver værdifuld erfaring frem mod kommende VM- og EM-konkurrencer hvor der også er European Games 2019 billetter på spil.

Reglerne ved World Games/Synkron Trampolin:

Kvalifikationen består af ti synkronpar fra ti forskellige lande, som alle udfører en obligatorisk, og en fri øvelse. De otte bedste synkronpar kvalificerer sig til finalen hvor point nulstilles, og den frie øvelse gentages. Højeste score vinder. Finalerne afvikles samme dag som kvalifikationen.

  • Benjamin Salo Kjær og Lucas Cheung skal i konkurrence mandag den 24. juli

 

Dobbelt mini-trampolin

Danmark får for første gang en gymnast med i disciplinen Dobbelt mini-Trampolin, og det er også en stolt Mikkel Skræddergaard fra Odense Gymnastik Forening som glæder sig til at repræsentere Danmark der siger: Min mission bliver at præstere to sikre spring i indledende. Dobbelt mini-trampolin er en sport hvor man hurtigt kan fejle, så kan jeg slå blot to andre er jeg med i finalen. Jeg glæder mig også til at opleve World Games med så mange dygtige gymnaster, det store publikum og alle de andre sportsfolk.

Landstræner Niels Henrik Nielsen siger om udtagelsen af Mikkel til World Games: Mikkel er den gymnast med den største erfaring pt, og så har Mikkel været med og fortsat træningen siden VM i 2015 hvor vi startede disciplinen op i Danmark. DMT er en ubarmhjertig sport, et kiks og så er man ude, derfor er erfaring hos gymnasten rigtig vigtig, og derfor er valget faldet på Mikkel. 

Reglerne ved World Games/Dobbelt mini-trampolin: 

Kvalifikationen består af ti springere fra ti forskellige lande, som alle udfører to passes. De otte bedste springere kvalificerer sig til finalen hvor point nulstilles, og der udføres to passes igen med forskellige elementer. Vinderen er den med højeste sammenlagt score, af de to finale-passes. Finalerne afvikles samme dag som kvalifikationen.

  • Mikkel Skræddergaard skal i konkurrence tirsdag den 25. juli

 

Se her hvor du kan følge danskerne

Læs alt om GymDanmark til World Games her

 

Foto: Sara Ørskov & Anders Wesch af Michael Moselund-Hansen, Mikkel Skræddergaard af Andreas Merrald, Lucas Cheung og Benjamin Salo Kjær af Bo Tureby