Juniorer i topform ved EM i idrætsgymnastik - GymDanmark

Juniorer i topform ved EM i idrætsgymnastik

I en af verdens største idrætsdiscipliner, nemlig Idrætsgymnastik, deltog ikke færre end 323 mandlige gymnaster ved dette års EM. I et absolut stærkt felt, blandt andet på grund af det forestående OL senere på året, var de danske gymnaster i hård konkurrence i et benhårdt felt.

Juniorernes form lover godt for fremtiden
Ralf Petersen, næstformand i Udvalget for Idrætsgymnastik har vurderet danskernes indsats således; ‘Juniorerne præsterede langt over forventning med ialt 10 points til elitefordelingsnøglen. Pointhøsten er langt større end det juniorerne kunne præstere ved det seneste EM for to år siden, og som det ses på resultaterne, så bidrog alle fem gymnaster. Særlig bemærkelsesværdig er resultatet i spring på hest, hvor Christian Riisberg placerede sig som nr. 24 ud af 122 deltagende gymnaster, og Uffe Høy og Christoffer Hallund samtidig placerede sig i eller lige omkring den bedste halvdel af feltet. Endelig er det flot, at det lykkedes for både Frederik Kristensen og Christoffer Hallund at hente points i barre, der traditionelt har været vores svageste disciplin’. Det er en glad og stolt næstformand der slutter med at sige ‘Det lover rigtig godt for fremtiden, hvis de unge gymnaster kan bevare motivationen og fremgangen, samt den seriøse indstilling til idrætsgymnastikken’.

Se blandt andet Christian Riisberg’s spring over hest her

Marcus Frandsen blev bedst placerede senior
Seniorerne havde ikke deres bedste dag, og derfor blev det desværre kun til en pointhøst på 3 point, som ligger under det forventede. Ralf Petersen siger ‘Det er særligt bemærkelsesværdigt, at vi overhovedet ikke får points i spring på hest, som vi ellers plejer. Bedste placering opnåede Marcus Frandsen i øvelser på gulv, hvor han med 13,983 points placerede sig i den bedste halvdell som nr. 44 ud af de 94 startende gymnaster. Marcus fik ligeledes point i ringe, og det lykkedes for veteranen Helge Vammen at få point i barre. Et lyspunkt var det dog, at holdet slog Sverige, som ellers slog os ved NM på Island fornyligt’.

Om fremtiden siger Ralf Petersen ‘På baggrund af de svigtende resultater ved NM og EM er det af stor vigtighed, at alle seniorgymnasterne bruger det næste år frem mod EM i Rumænien til at få de sidste sværheder på plads, og ikke mindst får forøget sikkerheden og stilen i udførelsen. Først da kan vi igen forvente bedre resultater ved store internationale konkurrencer’.

Se alle resultater her (siden er ikke 100% opdateret, men det ligger i arrangørernes hænder)

Læs alt fra EM i Idræsgymnastik her

Kvindelig Idrætsgymnastik. I næste uge kan du følge med i kvindernes EM.