Juniordrengelandstrænere i TeamGym - GymDanmark

Juniordrengelandstrænere i TeamGym

Kasper kender gamet
Kasper Frederiksen står som ansvarlig juniorlandstræner i spidsen for juniordrengelandsholdet. Kasper kender om nogen til gamet – han har nemlig været landstræner ved de tre Europamesterskaber, hvor Danmark har været repræsenteret med landshold.

Ved de seneste to Europamesterskaber har Kasper været arkitekten bag de danske juniordrenges succes på rytmegulvet, og Kasper vil gøre alt for at sikre, at de danske drenge bliver dominerende igen ved EM i 2016: ”Jeg ser rigtig meget frem til at arbejde med at rykke juniordrengenes niveau endnu en tak opad i relation til beherskelse af den rette balance mellem sværhed og teknik i både rytme og spring og i relation til at yde den optimale præstation. Jeg glæder mig også til endnu en gang at arbejde med topmotiverede og engagerede gymnaster og til at se den fremgang, gymnasterne gennemgår både personligt og gymnastisk i hele processen frem mod EM”, udtaler Kasper.

Til daglig er Kasper cheftræner hos Bromma Gymnasterna i Sverige. Fra 1. august 2015 vil Kasper igen være at finde på dansk grund – her tiltræder han nemlig en stilling som sportschef i Gadstrup TeamGym.

Mike ser frem til endnu et landsholdsprojekt
Mike Andersen skal frem mod EM i 2016 varetage rollen som disciplinlandstræner inden for spring. Som aktiv gymnast har Mike blandt andet deltaget i tre nordiske mesterskaber med to guldmedaljer og en sølvmedalje som resultat. Skader satte desværre en stopper for Mikes aktive gymnastikkarriere, og til daglig er Mike nu træner for Gadstrup TeamGyms seniorherrer.

Mike fik sin landstrænerdebut ved EM i Island i 2014, og han ser frem til endnu et landsholdsprojekt med gode trænerkolleger og ikke mindst dygtige gymnaster fra hele gymnastik-Danmark: ”Juniordrengelandsholdet er et specielt hold at være en del af. Drengene er sprængfyldt med energi, motivation og målrettethed, som gør dem unikke at arbejde med. Målet er at skabe et godt elitært miljø, udvikle og udfordre de unge drenge, så de får nogle gode redskaber med sig fremadrettet, og samtidig at lave den maksimale præstation til EM 2016 i Slovenien”, slutter Mike.  

Fakta om Kasper Frederiksen:
Stilling i GymDanmark: Juniorlandstræner
Civil beskæftigelse: Cheftræner i Bromma Gymnasterna
Aktiv klubtræner i: Bromma Gymnasterna (Gadstrup TeamGym fra 1. august 2015)
Trænererfaring: Træner for klubhold i Bromma Gymnasterna, Ringsted I.F. Gymnastik og diverse andre hold, 12 år som efterskolelærer på Gymnastikefterskolen Stevns, Landstræner (rytme) for junior- og seniormix i 2010 og for juniordrenge i 2012 og 2014
Resultater som træner: Guld ved EM i hhv. 2012 og 2014, sølv og bronze ved EM i 2010
Guld ved NM i 2013 og guld ved SM i 2014 med Bromma Gymnasterna
Alder: 39 år
Privat: Bosiddende i Stockholm (København pr. 1. august 2015)

Fakta om Mike Andersen:
Stilling i GymDanmark: Disciplinjuniorlandstræner (spring)
Civil beskæftigelse: Sygeplejerskestuderende
Aktiv klubtræner i: Gadstrup TeamGym
Trænererfaring: Klubtræner i Gadstrup TeamGym, Juniorlandstræner for juniordrengelandsholdet i 2014
Resultater som træner: Guld ved EM i 2014, 2 x guld ved DM
Alder: 25 år
Privat: Bosiddende i Kirke Såby