Gymnaster tog endnu engang Tivoli med storm - GymDanmark

Gymnaster tog endnu engang Tivoli med storm

I et tæt pakket program fik de mange gæster smagsprøver på fantastisk gymnastik, serveret af morgendagens gymnastikstjerner. Det var opvisnings- og konkurrencegymnaster i skøn forening, og alle gymnaster leverede gymnastik på højt niveau.

Som vanligt tog de sjippende tempospecialister publikum med storm, mens sportsacrobaterne og teamgym-gymnasterne fik måbende ansigtsudtryk frem i de mange der stimlede sammen om scenen. De fantastiske opvisningshold leverede hæsblæsende shows i opvisningsgymnastikkens svære kunst, og understregede, at flere af dem er klar til EUROGYM i Tjekkiet – de unges gymnastikmekka.

Se billeder og video fra ’GymDanmark i Tivoli’ på Facebook og Instagram  #gymglæde #gymnastik #gymdanmark

Perfekt afslutning på gymnastik-sæsonen
Det blev i år muligt at samle hele 29 forskellige foreninger til at præsentere GymDanamrk, dette er et rekord stor antal foreninger, hvilket er noget Stine S. Andersen fra Udvalget for TeamGym er særlig stolt af. Hun har været med i adskillige år og siger ’Jeg deltager år efter år fordi jeg gerne vil støtte gymnastikken i GymDanmark. Det er altid dejligt at se så mange glade mennesker, og gymnasterne elsker ’GymDanmark i Tivoli’. Arrangementet er den perfekte afslutning på sæsonen, og gymnasterne er både stolte af, og elsker at stå på den store scene’.

Trampolinspringere leverede igen i år gymnastik i blændende højder, og med overbevisende talent og sikrede publikum en svimlende højtflyvende oplevelse. Normalt oplever man de klassiske idrætsgymnaster ’alene på gulvet’, men denne dag fik publikum fornøjelsen af at opleve gymnasterne samlet på scenen hvor de viste gymnastik med balance, smidighed og koordination. Idrætgymnastikken er den klassiske disciplin og er en af de mest populære ved OL, som afholdes denne sommer i Rio.

De rytmiske gymnaster er altid leveringsdygtige i udtryksfuld og smuk gymnastik med eller uden håndredskab, og Tivoli var den perfekte ramme for i alt 140 rytmisk gymnaster. De dristige sports acrobater fik publikum til at måbe med deres fantastisk menneskepyramider og andre utrolige opstillinger. Der er altid fart over feltet når de hurtige og tempofyldte Rope skippere indtager scene i Tivoli og denne søndag i juni var ingen undtagelse. De leverede fantastiske præstationer og denne sommer deltager en dansk delegation ved VM i Rope skipping i Malmø. TeamGym er den største disciplin i GymDanmark og som altid var deres mix af spring og rytme en publikums succes – der er netop afholdt et stort Danmarksmesterskab i TeamGym i Ceres Arena, som blev en bragende succes og bliver gentaget i 2017. I efteråret drager seks landshold i TeamGym afsted til EM i Slovienien og skal forsvare fem guld og en bronzemedalje. 

Hele gymnastikpaletten på samme sted 
”Det er endnu engang lykkedes at levere et gymnastikshow, hvor vi formår at vise hele gymnastik-paletten frem. Når vi kombinerer det bedste fra vores mange konkurrencegymnaster, børne- og voksenopvisningshold med landsholdsgymnaster i ét og samme show – bliver resultatet storslående ” siger en begejstret Janne Jelstad, Eventkoordinator i GymDanmark, og tilføjer “Vi finder vel næppe smukkere rammer end her i TIVOLI, som endnu engang har været en fornøjelse at samarbejde med”.

Tivolidyst
Der dystes hvert år i fire forskellige konkurrencer om årskort til Tivoli og dette år var ingen undtagelse. 

Flest sjiip i trampolinen – Oscar fra trampolin
Håndstandskonkurrence – Lea fra Acro
Y-balancekonkurrence – Helena fra rytmisk gymnastik
Katete-konkurrence – Kaisa fra TeamGym

Fakta om ’GymDanmark i Tivoli’ 
Ved ’GymDanmark i Tivoli 2016’ deltog 1000 gymnaster fra 29 GymDanmark- foreninger, fra hele landet. Sjippere i hæsblæsende tempo, trampolinspringere i svimlende højder, acrobater i imponerende formationer, glimmer og guld-gymnaster i strålende rytmiske discipliner, smidige idrætsgymnaster og spring- og opvisningsgymnaster med fantastiske saltoer og bevægelser, skaber tilsammen et unikt og medrivende show.

Det er GymDanmark, der i samarbejde med Tivoli, præsenterer morgendagens gymnastikstjerner under sommersolen midt i København.

Få mere at vide, kontakt Janne Jelstad, jje@gymdanmark.dk, 2992 3694

Deltagende foreninger:

  • Ballerup GF
  • Bellinge Gymnasterne
  • Bøvlinge Idrætsefterskole
  • DHG Gymnastik
  • Espergærde IF
  • Farum GF
  • Gladsaxe IF
  • Greve Gymnastik og Trampolin
  • Gymnastikforeningen Øbro
  • Hammel Gymnastikforening
  • Helsingør GF
  • Jerne Idrætsforening
  • Karlslunde IF
  • Køge Bugt GF
  • Københavns TrampolinKlub
  • Lillerød GF
  • Lyngby Gentofte Gymnastik
  • Næsby
  • Slagelse GF
  • SGI
  • SOR IF
  • Sorø Gymnastik Forening
  • Svenninge Sporsacro
  • Spangsbjerg GF
  • TIK Taastrup
  • Vejlby IK
  • Vedbæk
  • Ølstykke
  • Århus 1900