Find hjælp til svagsynede børn i ny drejebog - GymDanmark

Find hjælp til svagsynede børn i ny drejebog

Mange børn og unge med synshandicap har udfordringer med at blive inkluderet og integreret i det sociale liv med jævnaldrende. Det har Coach Ulla Holtze, og Gadstrup Gymnastikforening i samarbejde sat sig for at afhjælpe.

I en ny drejebog viser de, hvordan idrætsforeningerne på mange måder kan hjælpe svagsynede og blinde til at blive en del af fællesskabet, og samtidig også med at forbedre deres sundhed.

– Rigtig mange børn med synshandicap oplever, at de i 9-11 års alderen får sværere ved at være en del af fællesskabet. I den alder begynder man at have en identitetsforståelse og vil helst ikke være anderledes end de andre, fortæller Ulla Holtze

Faldskærme, livretter og popidoler
Drejebogen ”Idræt for alle” giver foreningerne en praktisk guide til, hvordan man løser de udfordringer, der er, når et barn med synshandicap er med i gymnastiksalen. Børn med synshandicap har som udgangspunkt behov for mere instruktion end andre børn. Drejebogen kommer her med forskellige praktiske forslag til, hvordan børnene får mest muligt ud af hinanden. 

– Der er mange gode lege og aktiviteter, som kan sætte alle børnene på niveau med hinanden. Eksempelvis kan faldskærmen bruges til at fremhæve, at selvom man har et synshandicap, så har man mange andre ting til fælles. I legen med faldskærmen skal børnene løbe ind under den ud fra en række fællesnævnere fx livretter, popidoler, yndlingsserier mv. Det vil tydeliggøre over for de normalseende børn, at den svagsynede er ligesom dem, siger Ulla Holtze.

Ikke ens, men lige værd
”Idræt for alle” fokuserer både på samarbejde og oplysning, hvilket giver idrætsforeninger redskaberne til at skabe et godt fællesskab mellem barnet med synshandicap og andre børn på et hold.

Det giver et gensidigt socialt bånd mellem deltagerne, hvilket kan være med til at fastholde børnenes engagement i aktiviteten og i fællesskabet.

Drejebogen er tilgængelig for alle og kan findes her

For mere information om projektet kan du kontakte:
Ulla Holtze
Tlf. 26151809