EM i Rope Skipping lige om hjørnet - GymDanmark

EM i Rope Skipping lige om hjørnet

GymDanmark sender den største danske delegation af sjippere til en international konkurrence nogensinde og det er en god blanding af fremtidens stjerner og erfarne og garvede sjippere.

Forskellige konkurrencer.
Der konkurreres både i hold og individuelt og konkurrencerne er desuden opdelt i en åben række og det officielle europamesterskab. Der konkurreres i pige, drenge og mix-rækker, men Danmark deltager i år kun i pigerækkerne.

Fredag starter med European Open Tournament for hold 15+, hvor Danmark stiller med tre hold, som alle deltager i deres første internationale konkurrence. Holdene kommer fra IF32 Glostrup, Værløse Gymnastik samt et blandet hold sammensat af sjippere fra Værløse Gymnastik og Lillerød Gymnastik.
Fredag eftermiddag går det løs med Youth Tournament for hold 12-14 år. Her er Danmark repræsenteret med to hold fra Gug Gymnastikforening, som ligeledes er til deres første internationale konkurrence.

I European Team Championships, som er det officielle europamesterskab for hold, lørdag eftermiddag sender Danmark fem hold på gulvet. To hold fra Gug GF og tre hold fra Lillerød Gymnastik. Det ene hold fra Gug bestående af Amalie Jørgensen, Asta Nielsen, Cathrine Hansen, Christine Jensen og Eva Skalshøj er regerende danske mestre og nr. 3 ved sidste års VM for hold i Hong Kong og kan forhåbentlig gøre sig gældende i toppen af feltet.

Søndag er det tid til de individuelle konkurrencer (Master). Fra morgenstunden gælder det de yngste sjippere i Youth Tournament Individual 12-14 år. Her deltager Danmark med Mia Dobson fra Værløse og Marie Magersholt fra Lillerød.

Søndag eftermiddag afvikles det officielle EM, her går seks danske sjippere på gulvet i European Masters. I overall konkurrencen deltager Eva Skalshøj og Christine Jensen fra Gug samt Sif Arnbjerg-Nielsen og Mathilde Larsen fra Lillerød. Desuden har Jannicke Christensen fra Gug kvalificeret sig til at repræsentere Danmark i disciplinen Freestyle og Charlotte Schaffalitzky de Muckadell fra Lillerød har kvalificeret sig i disciplinerne 30 sek. speed og 3 min. speed.

Hvem vinder?
Rope Skipping i Europa er på et meget højt niveau, så konkurrencen bliver hård.
I de åbne rækker er feltet meget bredt og mange af de opkommende sjippere og nyere nationer deltager her, så det kan være svært at spå om udfaldet. Sjipperne i de åbne rækker skal ud og skrabe erfaring sammen, gå efter deres egne mål og se hvor langt det bringer dem.

I de officielle mesterskabsrækker er konkurrencen som altid meget hård, når de bedste hold og sjippere i Europa mødes. Belgien er altid på meget højt niveau og dem der skal vippes af pinden. Sverige ved man aldrig hvor man har og Ungarn sender også et meget stærkt pigehold, så det bliver spændende. Men mon ikke, at det bliver til at par disciplinmedaljer til Danmark og måske får vi også Danmark på podiet i den samlede konkurrence.

Læs mere og følg med på livestream