DM i TeamGym slår DRs streaming rekord - GymDanmark

DM i TeamGym slår DRs streaming rekord

En begejstret Formand for Udvalget for TeamGym, Frank Veje Jakobsen fortæller ’Kort efter udsendelsen blev jeg ringet op af DR, som kunne fortælle at vi havde slået alle rekorder i forhold til deres streaming i år. I alt er streamingen set af op mod 27.000 personer, et tal der slår flere populære sportsudsendelser, og understreger TeamGyms gennemslagskraft’.

Det er ikke første gang at TeamGym er med til at slå rekorder i DR, dette blev også gjort i 2012, da der blev afholdt EM i TeamGym i selvsamme hal i Aarhus. ’Jeg synes, det er rigtig fedt at vi endnu en gang kan bevise at gymnastik er en sport som fanger. Der er ingen tvivl om, at TeamGym er en af de discipliner i GymDanmark, som har et stort potentiale og kan ramme noget i den bredere befolkning. Der er altid vanvittig god stemning, høj kvalitet og underholdning på alle planer i TeamGym. Det er mixet mellem de tre discipliner trampet, banespring og rytme, som skaber variationen’, fortæller Frank Veje Jakobsen.

DR: overvældende populært
’DM i TeamGym viste sig fra sin allerbedste side i Aarhus. Gymnastik i international topklasse, begejstrede gymnaster og ikke mindst en forrygende kullise. Vores livesending var overvældende populær, og vi fik rigtig mange positive tilbagemeldinger fra glade seere, så jeg ser frem til at samarbejde nærmere med GymDanmark’, siger Lars Brøndum Nielsen, digital redaktør på DR Sporten.

Det er dog ikke kun på streaming-delen, at GymDanmark slår igennem. Et kig på på DR Sportens Facebook viser, at en enkelt af videoerne nåede helt ud til næsten en million personer. Dette skyldes blandt andet 5.100 likes og 660 delinger af Gjellerup Sdr.’ sidste omgang i trampetten. Dette er heller ikke hverdagskost hos DR. ’Det betyder, at vi også rammer den enkelte sportsinteresserede dansker, og det er rigtig fedt. Gymnastik er mangfoldigt og denne weekend har bevist, at Teamgym er seværdigt og interessen er rigtig stor’, slutter Frank Veje Jakobsen.

Se facebook-opslag fra DR her

Gymnastikkens fremtid i medierne
Efter VM i Trampolin, Tumbling og Dobbelt mini-trampolin i Odense sidste år, hvor DR sendte live fra VM på DR3, har GymDanmark og DR samarbejdet om live stream af henholdvis DM i Trampolin, Tumbling og Dobbelt mini-trampolin i maj, og senest DM i TeamGym 2016 i juni.

’GymDanmark er i rivende udvikling, også på mediesiden’ siger PR-ansvarlig i GymDanmark Anette Jentzsch. ’Alle tendenser peger i retning af, at live streaming er en rigtig god måde, at komme ud til hele Danmark. I GymDanmark har samarbejdet med blandt andet Idrættens Medieudvalg givet mulighed for sammen med DR, at live streame to GymDanmark DM’er i år, og med den seneste opgørelse fra DR understreger tallene, at vi er på rette vej’.

Se eller gense DR-streamingen fra DM her

Se billeder og stemning på TeamGyms facebookside her

Læs mere om DM i TeamGym2016 her