DM i Idrætsgymnastik 2019 – ’Everything is possible’ - GymDanmark

DM i Idrætsgymnastik 2019 – ’Everything is possible’

Ved dette års DM i Idrætsgymnastik i weekenden, er der lagt op til et sceneskifte, idét begge regerende all-aroundvindere fra 2018, ikke stiller op. Den ti-dobbelte danmarksmester Mette Hulgaard har valgt at indstille sin karriere, og Marcus Alexander Bovien Frandsen er ikke med grundet skade. Der er derfor lagt op til et DM hvor alt er i spil, og alt er muligt.

Det er et blandet stærkt felt der i år udgør deltagerne ved DM. Blandt deltagerne, er også idrætsgymnaster fra Færøerne, som dog stiller op uden for konkurrence. Og det er ikke kun DM-medaljer der er på spil, også udtagelse til forårets EM i Polen (10 – 15. april) er i gang. Der er derfor lagt op til et spændende DM hvor gymnasterne vil kæmpe det bedste de kan, og alletiders mulighed for interesserede at komme og opleve Danmarks bedste idrætsgymnaster i Grøndal Centret/København.

Herrerne

Den danske mester fra 2018 Marcus Alexander Bovien Frandsen fra Gefion deltager desværre ikke, da han for nogle måneder siden er blevet opereret i den anden skulder efter en skade magen til den, der holdt ham væk fra mesterskaberne i 2017. Den gode nyhed er, at hans genoptræning går rigtig godt, og at han muligvis kan være klar til efterårets konkurrencer.

DM-feltet 2019 består af en blanding af juniorer, unge og ældre erfarne seniorer, hvoraf flere stiller op i alle redskaber, mens resten har specialiseret sig i ét eller flere redskaber.

Mangekampsmesterskabet (AA) skal sandsynligvis afgøres mellem den erfarne Joäo Marcus Fuglsig fra VIK og ungsenioren Christian Wikke Hallund (bronze 2018) fra den arrangerende forening Gefion.

Kvinderne

I fraværet af den tidobbelte danmarksmester Mette Hulgaard, ligger der en ganske åben konkurrence for fødderne af de kvindelige idrætsgymnaster. Blandt favoritterne til AA-titlen er to tidligere vindere, nemlig Linnea Wanng (2015) og Victoria Gilberg (2016). Men også redskabsvindere som Emilie Winther og Victoria Kajø vil kæmpe om All-around titlen.

Følg med her

Sted: Grøndalscenteret, Hvidkildevej 64, 2400 København

Tid: 2. – 3. marts 2019

Program

Deltagerlister

Resultater

Facebook Idrætsgymnastik

Instagram