De skal repræsentere DK ved junior NM i TeamGym - GymDanmark

De skal repræsentere DK ved junior NM i TeamGym

Af Rikke Wexiø Jensen

Flere af landets bedste junior klubhold havde på forhånd meldt sig ind i kampen om at repræsentere Danmark ved de Nordiske Mesterskaberne for juniorhold til april i Odense.

Mixholdene var de første, som skulle kæmpe om de to eftertragtede pladser til NM. Her tog Flemming Efterskole Gymnastikforening en klar førsteplads, hvorimod andenpladsen var en yderst tæt kamp mellem Gladsaxe IF og Jerne Idrætsforening. Gladsaxe IF trak det længste strå, og snuppede den anden NM billet med bare 0,4 point foran Jerne Idrætsforening.

Det var efterfølgende juniorpigernes tur til at kæmpe om NM pladserne. Det var et gymnastik på et meget højt niveau pigerne viste, og kampen om pladserne blev også nervepirrende. Viborg GF blev overraskende det vindende hold efter at have kørt en sublim konkurrence. Bolbro Gymnasterne tog andenpladsen og TeamGym Greve fra Greve Gymnastik og Trampolin fik tredjepladsen. Dog havde Viborg ikke tilmeldt sig NM udtagelsen, hvorfor de to danske hold der skal repræsentere Danmark, blev Bolbro Gymnasterne og TeamGym Greve.

Juniordrengene var de sidste som skulle konkurrere om NM billetterne. De forsvarende danske mestre fra TeamGym Aarhus fik en overbevisende førsteplads og dermed også den første billet til NM. Igen var der kamp om andenpladsen, som Ringsted IF endte med at vinde.

Sådan kommer du med til NM i TeamGym 2016 for juniorer
NM i TeamGym for juniorer afholdes på dansk hjemmebane d. 15.-17. April i Odense, og du kan købe billetter lige her

De danske repræsentanter er:

Junior Mix
– Flemming Efterskole Idrætsforening
– Gladsaxe IF

Juniorpige
– Bolbro Gymnasterne
– Greve Gymnastik og Trampolin, TeamGym Greve

Juniordrenge
– TeamGym Aarhus
– Ringsted IF