De nyerklærede forbundsmestre fastholdt deres førstepladser - GymDanmark

De nyerklærede forbundsmestre fastholdt deres førstepladser

Af Amalie Rud Seerup

Mens det meste af landet holdt fri på Store Bededag med maverne fulde af varme hveder, mødtes Danmarks TeamGym seniorhold i Grenaa med maverne fulde af spænding og forventning. 2. runde af Forbundsmesterskaberne var på programmet, og kampen om de eftertragtede fire pladser til Danmarksmesterskaberne for hver række skulle afgøres.

Til 1. runde startede alle hold med samme udgangspunkt. Nok var der forventninger til de forskellige holds præstationer, men der var ingen, der havde en fordel. Alt kunne ske. Nu kom hvert hold med en række point i bagagen, som kunne hjælpe – eller forhindre –holdet i at nå i top fire.

Luften var derfor tæt af spænding i den store hal, og de grønne sæder var fyldt med tilskuere og tilhængere. Stemningen til første runde af Forbundsmesterskaberne var fantastisk, og TeamGym viste sig fra sin bedste side, da alle heppede på alle, og god gymnastik blev belønnet med kæmpe klapsalve. I Grenaa var stemningen nu mere intens, og der blev mest heppet på tilskuernes egne favorithold, for nu var der virkelig noget på spil. Dog afholdt det ikke hele hallen fra et stående bifald under dagens sidste øvelse, da Gjellerup Sdr. senior herre var på trampet.


Overlegen sejr til Ollerup
Det sås tydeligt på mix-konkurrencen, at der til Danmarksmesterskaberne i år også er udtagelse til de Nordiske Mesterskaber. Guld- og sølvvinderne ved DM går derfor videre til Nordiske Mesterskaber for senior som afholdes i november i Sverige. Sidste år stillede kun to hold op i mix-rækken. I år var der otte. Gymnastikhøjskolen i Ollerup står for tre af disse.
Det var også Ollerups 1. hold, der var storfavoritter til dagens konkurrence, og med sikre men svære spring samt en flot rytmeserie indtog holdet den øverste skammel med næsten ni point til nummer to. 

Gladsaxe blev nummer to, og rykkede altså en plads op fra deres position fra 1. runde. Gjellerup Sdr. blev overhalet af Gladsaxe og røg fra en andenplads. til en tredjeplads. De point Gjellerup Sdr. og Gladsaxe havde med fra 1. runde var uhyre tæt, og Gladsaxe formåede at rykke en plads op især på grund af en flot rytmeserie og en god trampet. Ollerup GF 2 holdte deres fjerdeplads.

Mixkonkurrencen var spændende med flotte og særlige spring fra både herrer og damer. Særligt skal nævnes en herre fra Ollerup, der lavede overslag-dobbel out på trampet, og en dame fra Gjellerup Sdr., der lavede full-araber-whip-flik-hoftebøjet double back på bane. 

Men konkurrencen var ikke tæt. De fire bedste mixhold ligger alle med over fire point i mellem sig. Man kunne spå, at pladserne til Danmarksmesterskaberne allerede nu lå fasttømret, men her nulstilles pointene. Det er igen alle mod alle, og som det er blevet bevist mange gange i TeamGym, kan der på sådan en dag ske mange ændringer i placeringerne. Intet er altså afgjort endnu.

De fire hold, der skal til Danmarksmesterskaberne i senior mixrækken er:
Ollerup GF 1                      79,565 point
Gladsaxe IF                        70,741 point
Gjellerup Sdr.                     66,623 point
Ollerup GF 2                      62,458 point

Viborg var dagens vindere
I damekonkurrencen blev der også rykket rundt på holdenes placering. Her var det Viborg GF, der avancerede og gik fra en fjerdeplads til at få sølvmedaljerne med hjem. Viborg leverede en flot og nærmest fejlfri konkurrence og fik højeste karakterer på både bane og rytme. Holdet blev nummer et på dagen, men da præstationen til 1. runde ikke var lige så overbevisende, rakte de mange point blot til andenpladsen.

Damerne fra Gladsaxe havde derimod et stort forspring, da 1. runde gav dem mange point med til Grenaa. Disse point bar dem helt til tops, selvom de måtte se sig slået af Viborg på dagen. De to hold ligger uhyre tæt på alle tre discipliner, hvor de begge scorer mange point og har stor sværhed.

TeamGym Aarhus leverede en sikker præstation, der springmæssigt matchede Viborg og Gladsaxes karakterer. På fjerdepladsen kom Roskilde TeamGym, der har ligeså stor sværhed på springene som de andre i top fire. Dog var usikkerheden større hos Roskilde, og pointene gav en fjerdeplads. Viborg og Gladsaxe løber fra Aarhus og Roskilde på rytmeserien, hvor især sværheden er langt højere hos guld- og sølvvinderne.

På femtepladsen kom Nivå GF, der ellers slog Roskilde TeamGym på dagen. Damerne fra Nivå havde god stil på springdisciplinerne, men havde utilstrækkelige point med fra 1. runde og går derfor ikke videre til Danmarksmesterskaberne.

De fire hold, der skal til Danmarksmesterskaberne i senior damerækken er:
Gladsaxe IF                        81,424 point
Viborg GF                          79,865 point
TeamGym Aarhus             78,248 point
Roskilde TeamGym          75,732 point


Gjellerup gør det igen
Hvor herrerækken til 1. runde bød på lige lovligt mange udfordrende landinger og alternative krumspring, viste herreholdene nu en overordnet mere sikker og stilet konkurrence. Næsten alle hold fik en samlet højere score, end de havde fået til 1. runde.

Svendborg GF startede ud med flot bane med høj sværhed. Dette blev efterfulgt på trampolinen, men på rytmen ramte holdet ikke en lige så høj karakter som de resterende herrehold i toppen af divisionen. Gladsaxe gjorde en solid indsats på alle tre discipliner og blev, som klubbens damer og mix, dagens nummer to.

TeamGym Aarhus fik den værst tænkelige start på dagen med fejl i holdomgangen og en skade på deres første disciplin; trampet. Det blev straffet på karakteren. Herrene markerede sig til gengæld med dagens højeste rytmekarakter på næsten 23 point. Præstationen var nok til at blive dagens tredje bedste hold, men med pointene fra 1. runde holdt Aarhus sin andenplads.

Gjellerup Sdr. leverede igen en konkurrence i verdensklasse og fik som det eneste hold over 20 point på hver disciplin. De vandt dagens konkurrence med over syv point ned til andenpladsen og går derfor til Danmarksmesterskaberne med et stort klap på skulderen.

De fire hold, der endte i toppen, stak af fra de resterende, og anden- til fjerdepladsen endte med at ligge tæt. Det lægger op til en spændende afgørelse til Danmarksmesterskaberne om små to uger.

De fire hold, der skal til Danmarksmesterskaberne i senior herrerækken er:
Gjellerup Sdr.                    95,725 point
TeamGym Aarhus             88,566 point
Gladsaxe IF                        87,607 point
Svendborg GF                   86,799 point

Afgørelse i Aarhus
Store Bededag i Grenaa bød på gymnastik fra seniorpuljen, som er særligt stor i år. Der blev rykket rundt på placeringerne, men de hold, der kæmpede sig øverst til 1. runde, fastholdt deres placering og blev forbundsmestre. Mange klubber deltog med flere hold, og både Ollerup, TeamGym Aarhus, Gjellerup Sdr. og Gladsaxe fik mere end et hold kvalificeret til Danmarksmesterskaberne. Gladsaxe er den eneste klub med et hold kvalificeret i alle tre rækker.

Selvom Forbundsmestrene er fundet, og de er vendt hjem med medaljer, har de ikke tid til at ligge på langs. Om mindre end to uger skal Danmarksmesterskaberne afgøres og her har en guldmedalje til FM ingen værdi. Alle starter fra nul, alle er med i kampen om Danmarksmesterskabet og de to pladser i hver række til de Nordiske Mesterskaber.

Danmarksmesterskaberne bliver afholdt i Ceres Arena i Aarhus d. 27. maj og samler derved alle rækkerne i TeamGym og kårer 11 danske mestre på en dag. DR livestreamer konkurrencen. Der er billetsalg og mere information at finde om dagen her

Forbundsmesterskaberne blev livestreamet af GymDanmark og kan genses her

GymDanmark livestreamer Efterskole-DM og Forbundsmesterskaberne i mini-, junior- og seniorrækken med kommentatorer.