Brug for økonomisk hjælp? - GymDanmark

Brug for økonomisk hjælp?

DIF og DGI administrerer som noget nyt en foreningspulje, hvorfra der skal uddeles cirka 45 millioner kroner årligt til de lokale idrætsforeninger, der er organiseret i DIF eller DGI.

Midlerne skal være med til at skabe rum til udvikling i foreningerne. De skal gå til initiativer, som er med til at sikre idrætsforeningernes daglige virke, og som understøtter, at flere danskere skal være medlem af en idrætsforening.

 

Søg om midler fra april

De nærmere kriterier er i øjeblikket ved at blive fastlagt af de to organisationer, og det forventes, at foreningerne kan ansøge fra medio april. Ansøgningsprocessen kommer til at foregå via Centralt ForeningsRegister (CFR – www.medlemstal.dk), som foreningerne også bruger til at registrere medlemstal. Alle foreninger vil modtage yderlige information om DIF og DGI’s foreningspulje direkte fra CFR – blandt andet når det åbnes op for ansøgninger.

Ved behandlingen af ansøgningerne til puljen vil der blive lagt vægt på, at midlerne skal ud at virke i mange foreninger i hele landet.

Selvom der går nogle måneder, før det er muligt at ansøge, så er det en god idé allerede nu at overveje, hvilke initiativer der kan hjælpe jeres klub til at udvikle sig.

Fakta om ’DIF og DGI’s foreningspulje’:

• ’DIF og DGI’s foreningspulje’ afløser loven om automatmidler.

• Loven om automatmidler indebar, at spillehaller fik en afgiftsnedsættelse, når de donerede noget af deres overskud til det lokale foreningsliv.

• Misbrug af ordningen førte til, at Folketinget vedtog en midlertidig ordning.

• Den midlertidige ordning blev kort inden årsskiftet erstattet af en permanent aftale, og det er herfra, at midlerne til ’DIF og DGI’s foreningspulje’ kommer fra.

Kilde www.dif.dk